Fødsel

 

Tillykke!

Det er stort at få et barn - og der følger både glæder og ansvar med.

Barnets fødsel skal anmeldes. Umiddelbart efter fødslen sender jordemoderen fødselsanmeldelsen til kirkekontoret i det sogn, hvor moderen bor. På baggrund af fødselsanmeldelsen registreres barnets fødsel i den elektroniske kirkebog og i Folkeregistret.

Er fødslen sket uden jordemoder, skal forældrene selv anmelde fødslen til kirkekontoret. Det sker ligeledes digitalt via www.borger.dk.

Omsorgs- og ansvarserklæring

Hvis forældrene ikke er gift og ønsker fælles forældremyndighed over deres barn, skal de indenfor 10 dage efter fødslen udfylde en digital Omsorgs- og Ansvarserklæring. Det gøres ved at gå ind på www.borger.dk.

Når forældrene modtager den kvitterede Omsorgs- og ansvarserklæring fra Familieretshuset, skal den afleveres/videresendes til kirkekontoret i morens bopælssogn. Den kan sendes med sikker post (mail) til kirkekontoret for at beskytte personlige oplysninger. Der skal anvendes Nem-Id og svaret bliver sendt til e-Boks.

Hvad skal barnet hedde?

Inden 6 måneder fra fødslen skal barnet have et navn. Navn kan fås på to måder, ved navngivelse eller i forbindelse med dåb. Navnet skal bestå af et eller flere fornavne, eventuelt et eller flere mellemnavne, og som efternavn enten faderens eller moderens efternavn. Her kan du se listen over godkendte navne.