Kristen meditation - centrerende bøn

Der er grundlæggende to måder at forholde sig til det kristne budskab på.

  • En mental forstående tilgang baseret på teksterne og udlægninger af teksterne, hvor fokus er på trossystemet.
  • En meditativ, kontemplativ og mere indlevende tilgang, hvor man søger at komme på bølgelængde med den bevidsthed, som teksterne er udtryk for, og hvor fokus er på det oplevede gudsforhold.

Igennem kristen meditationspraksis kaldet centrerende bøn vil vi gerne understøtte den kontemplative tilgang. Centrerende bøn er en ordløs form for bøn, som baserer sig på gammel kristen tradition, der i nyere tid har fået en opblomstring.

Det vigtigste ved centrerende bøn er den åbning af hjertet og den mulige oplevelse af kontakt med et større/dybere bevidsthedsrum, som fremmes gennem den ordløse bøn. Håbet og intentionen er naturligvis, at de positive erfaringerne herfra på mangfoldige måder vil smitte af på det liv, man lever og understøtte et liv med en kristen horisont.

I forbindelse med meditationerne vil vi også sætte centrerende bøn ind i en kristen mental forståelsesramme, idet vi primært fokuserer på at understøtte den meditative proces.

Hvis du har lyst til at undersøge denne kontemplative tilgang til det kristne budskab, eller hvis du allerede har en meditativ praksis og har lyst til at udøve den sammen med andre (det plejer at fremme processen) så kom og vær med!

Vi mødes ca. hver 4. uge. Datoer frem til sommeren 2020: 

  • 25. februar
  • 10. marts
  • 21. april
  • 19. maj

Alle dagene er tirsdage kl. 19.00-20.30, og det foregår i Trekroner Kirke.

Vejledere:

Leo Elmbirk Jensen, sociolog

Tove Winther Kvist, psykolog

Begge har en årelang meditativ praksis inspireret af mindfulness, vækstcenterpædagogik, centrerende bøn mm.