Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Gudstjenester i Trekroner Kirke

Højmessen er sognets hovedgudstjeneste. I Trekroner Kirke holdes den lige for tiden de fleste søndage kl. 13 - med enkelte undtagelser. Her har du mulighed for at træde ind i et fællesskab. Vi er meget forskellige. Men alligevel fælles om at synes, at det giver go' mening at bruge en lille times tid på at synge, bede, høre tekster fra biblen og sammen med en præst fundere lidt over, hvad det kan betyde for vores liv.

I Trekroner kirke holder vi selvfølgelig også gudstjenester på andre tidspunkter end søndag formiddag. Vi har fx månedlige meditationsgudstjenester og et par gange om året inviterer vi til "Himmelsang", hvor gudstjenesten er bygget op om fx. Beatles eller Kim Larsens sange.

Et sammenspist fællesskab

Ved gudstjenesten spiser vi sammen. Det er godt nok kun et lillebitte måltid - men det er stort i betydning. Når vi spiser sammen med andre, bliver vi nemlig "sammenspist" eller til en fælleskab på tværs af alt det, der skiller os ad i hverdagen.

Efter gudstjenesten drikker vi normalt kirkekaffe i den bagerste del af kirkerummet. Her over "det tredje sakramente" er en god mulighed for at diskutere gudstjenesten med andre - eller bare få en hyggelig sludder. Lige for tiden er kirkekaffen sat på pause - pga. coronarestriktioner.

Vil du gerne selv ha' indflydelse på gudstjenesten? Så prøv at komme til prædikenværkstet. Det holder vi en gang om måneden. Her kan du læse mere om prædikenværksted.

Vil du gerne vide mere om gudstjenesten?

På folkekirkens hjemmeside kan du læse mere om gudstjeneste og meget andet. Klik her, hvis du vil ledes videre.

Gudstjenester i Trekroner Kirke